DET HOLDBARE SAMFUND

INDLÆG

Af

HELLE DEGN, M.F.

Regeringen har i slutningen af februar udgivet pjecen ”Det holdbare samfund”, som er den kommende tids visioner om Danmarks fremtid.

I de første 7 år af vores regeringsmagt var det nødvendigt at få rettet den danske økonomi op efter en lang periode med højrefløjens stramme økonomi, der satte hjulene i stå. Nu har vi helt imponerende rettet op på mange års skade og kan nu koncentrere os om de værdier, som virkelig ligger os socialdemokrater på sinde. Vi kan og skal øge kvaliteten af vores velfærdssamfunds grundydelser inden for sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg.

Vores ældrepolitik skal bygge på værdighed – og den skal skabe tryghed både for de ældre og for deres familie. Ældre skal ikke flyttes rundt på som ting, men skal inddrages og have medansvar. Dette ser jeg som en selvfølge, blandt andet fordi vi også må forudse at vi får en større gruppe af stærke ældre, der naturligvis stiller krav og hvis evner og erfaringer vi som samfund ikke har råd til at miste.

Familiernes betingelser for at give deres børn en god start skal styrkes gennem gode skoler og der skal gøres en ihærdig indsats for at bryde den negative sociale arv. Familie- og arbejdsliv skal hænge sammen.

I arbejdslivet skal vi sørge for at der er plads til alle, idet vi har brug for alle. Det kræver at vi både som arbejdsgiver og arbejdstager er indstillet på at vi hver især skal medvirke til forandringer i vores holdning til arbejdet, kolleger og hverdagen.

Vi skal fortsætte ad den vej vi har drejet ind på når det gælder miljøet. Bæredygtigt miljø betyder at trods vores ønsker og krav til fortsat udvikling må det f.eks. ikke give øget vækst i affaldsmængden og energiforbruget. Dette starter hos os selv, hvor vi kan være med til at skabe en økologisk balance.

Da vi alle sammen er klar over at de internationale forhold har en stor indflydelse på vores hverdag, er det regeringens mål at vi med kraft og styrke skal deltage i det internationale samarbejde, samtidig med at vi værner om de fundamentale værdier i vores eget samfund. Ved at vi holder fast i en stærk økonomi med konkurrencedygtige virksomheder der har motiverede og veluddannede medarbejdere, kan vi og skal vi være med til at præge vores omverden.

Regeringen startede 2. marts med indledende høringer om de centrale emner og vil følge op med yderligere tre høringer rundt om i landet her i foråret. Dette skal ses som startskuddet for en øget dialog mellem de forskellige grupper i samfundet. Det er klart, at jeg ønsker at følge op på dette og vil gerne opfordre til en god dialog også i kredsen, hvor vi skal være med til at gøre visionerne til virkelighed.

Helle