Presseklip

Ritzau samt i Politiken Netv@rket 25 november 1999

Der er intet til hinder for, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) modtager Tibets landflygtige leder, Dalai Lama, under dennes besøg i Danmark 18.-20. maj næste år.

Det siger Nyrups partifælle, Helle Degn, der er formand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Hun besøgte selv Tibet sammen med resten af nævnet i august 1998. Det vil med sikkerhed fremkalde voldsomme protester fra Kina, hvis den tibetanske leder og modtager af Nobels Fredspris bliver modtaget officielt af Nyrup.

»Jeg er af den opfattelse, at det ikke kan skade noget, at man har de kontakter. Dialog fremmer enhver form for forståelse. Jeg har selv som nævnsformand taget imod Dalai Lama i Danmark. Så jeg kan ikke se noget til hinder for, at statsministeren tager den kontakt. Men det er jo op til ham selv«, siger Helle Degn til Ritzau.

Hun peger på, at statsledere som Bill Clinton og Frankrigs Jacques Chirac allerede har modtaget Dalai Lama, der lever i eksil i Indien.

»Ledende statsmænd har gjort det, så hvorfor skulle vores statsminister ikke kunne gøre det«, spørger Helle Degn.

Nyrup modtog heller ikke sidste gang Dalai Lama besøgte senest Danmark i maj 1996, da han deltog i Folketingets Tibet-høring. Det vakte dengang voldsom kritik, at statsministeren ,ikke havde tid, til at hilse på tibetanernes leder, som måtte flygte fra sit hjemland for 40 år siden efter en folkelig opstand mod den kinesiske besættelsesmagt.

Der er således allerede et halvt år inden Dalai Lamas besøg i Danmark lagt op til politisk ballade. For Poul Nyrup Rasmussen bliver situationen ekstra prekær af, at han umiddelbart forinden skal på officielt besøg i Kina for at fejre 50-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Folkerepublikken Kina.

Den kinesiske ledelse reagerer traditionelt med stor vrede, uanset hvor i verden Dalai Lama modtages. Kina betragter Dalai Lama som en ,reaktionær splittelsesmager,, der vil underminere Kinas suverænitet over Tibet, efter at Himalaya-riget blev besat af Folkets Befrielseshær i 1950.

Dalai Lama er inviteret til Danmark af Center for Konfliktløsning og Committee for World Peace, oplyser den herboende tibetaner Lakha Lama. Den tibetanske eksilleder ventes at deltage i et par offentlige arrangementer, ligesom han håber at møde danske politikere.

Detaljerne for besøget er ikke faldet på plads endnu. Programmet skal endeligt fastlægges, når Dalai Lamas repræsentant for Nordeuropa, Migyur Dorje, besøger Danmark i december.

Anmodning overvejes Statsministeriet oplyser til Berlingske Tidende, at man fortsat overvejer anmodningen om et møde med Nyrup Rasmussen.

Udenrigsministeriet oplyser til Ritzau, at man først i april vil tage stilling til, om udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) skal modtage Dalai Lama under besøget - hvis der ellers foreligger en anmodning om et møde.

»Vi er slet ikke så langt fremme i planlægningen endnu«, oplyses det i Helveg Petersens sekretariat.

Efter besøget i Danmark rejser Dalai Lama videre til Norge, hvor han bl.a. skal have politiske samtaler.