|
Berlingske Tidende 15 februar 2000 - Kronik |
||
|
Politisk anstændighed Der er brug for, at EU-landenes regeringer står
sammen og holder Østrig under skarp observation. |
||
I politik er der både nemme og svære sager. De nemme kendetegnes ved, at alle ens principper taler for den samme handling. Med de svære forholder det sig omvendt sådan, at forskellige principper taler for forskellige, indbyrdes modstridende handlinger. Uanset hvilken beslutning man træffer, vil man derfor kunne blive kritiseret for at krænke sine egne principper. Der er ingen tvivl om, at sagen om Jörg Haiders Frihedspartis indlemmelse i Østrigs regering hører til blandt de svære sager. På den ene side taler suverænitetsprincippet for, at man respekterer hinandens frie ret til på demokratisk vis at vælge den regering, man ønsker. På den anden side taler både vores værdier og den historiske erfaring efterkrigstidens Europa er bygget op på, kraftigt for at sige fra i tide over for den højreekstremisme, der én gang har udløst et ragnarok i Europa. Også svære sager kræver imidlertid, at man tager et ansvar. For undlader man at træffe nogen beslutning, har man også valgt. Den der tier, samtykker som bekendt. I Jörg Haiders tilfælde kan man vanskeligt forsvare at samtykke. Talrige gange har han udtrykt sin slet skjulte sympati for nazismen og for de SS-folk, der på grusom vis førte dens syge ideer ud i livet. Talrige gange har han luftet et syn på nutidens problemer, som minder om den nazisme, han lejlighedsvis forsvarer. Jörg Haider binder fortid og fremtid sammen på uhyggelig vis. Til en forsamling af tidligere SS-folk har han udtalt: "Jeres ofre vil først blive set i det rigtige lys i de kommende år, hvor den grundlæggende udvikling i Europa klart vil vise, at I lagde fundamentet for fred og frihed". Den form for fred og frihed vil alle givetvis ikke komme til at opleve. Det var det indtryk 14 af EUs stats- og regeringschefer handlede på baggrund af, da man besluttede aktivt at advare imod den regeringsdannelse, der var udsigt til i Østrig. Stats- og regeringscheferne valgte at tage et ansvar. Det er vigtigt at understrege, at de ikke dermed gjorde en svær sag nem. Vi er overbevist om, at ingen af de 14 stats- og regeringschefer traf deres beslutning uden bekymring for suverænitetsprincippet. De ved trods alt alle, at hvis man åbnede for fri adgang til indblanding udefra, så ville det først og fremmest være deres stilling, der var truet. Det er der, til trods for hvad diverse Nej-bevægelser gennem mere end 25 år har forsøgt at fortælle os, selvsagt ikke nogen europæiske regeringschefer, der er interesserede i. Derfor må man se aktionen forud for den østrigske regeringsdannelse som resultatet af svær, men ansvarsfuld afvejning af modgående principper. Dermed fortsattes den nye sikkerhedspolitiske linie, Europa er slået ind på. I Amsterdam-traktaten blev det slået fast, at EU-samarbejdet bygger på demokrati og respekt for menneskerettighederne. At mindretal skal beskyttes. Og at diskrimination skal bekæmpes aktivt. Det har medlemslandene taget et fælles ansvar for. I Kosovo-krisen viste EU-landene vilje til at sætte handling bag ordene. Europa har plads til forskellige holdninger og forskellige måder at gøre tingene på. Men vi må aldrig igen opleve en situation, hvor vi ikke kan se hinanden i øjnene og sige, at vi i tide gjorde, hvad vi kunne for at forhindre krænkelser af de mest basale regler for menneskeligt samliv. Der går grænsen. Danmarks statsminister valgte, som i Kosovo-krisen, at bakke op om den aktive nye linie. Man har naturligvis lov til at være uenig i statsministerens beslutning. Men så kræver almindelig politisk anstændighed - ganske som i Kosovo-krisen - at man står ved sit synspunkt og dets konsekvenser. At man ikke lader som om en anden, nemmere løsning kunne være valgt uden andre negative følgevirkninger. Den anstændighed har den borgerlige opposition her i landet - i modsætning til stort set alle etablerede politiske partier i hele resten af Europa - desværre ikke udvist. Ganske vist bakkede et bredt flertal i begyndelsen op om statsministerens beslutning. Helt korrekt var vurderingen blandt partierne, at konsekvenserne af en dansk enegang i denne sag ville være ganske dramatiske. I en sådan situation ville Danmarks handling blive opfattet som en reel opbakning til Jörg Haiders parti - og som en accept af de værdier hans Frihedsparti står for. Man skal desuden være opmæksom på, at aktionen faktisk har været en succes. Det lykkedes ganske vist ikke at hindre Frihedspartiets indlemmelse i den østrigske regering. Men under indtryk af det massive udenlandske pres har den nye østrigske regering set sig nødsaget til at afgive en erklæring, som utvetydigt udtrykker støtte til de principper resten af EU-landenes regeringer forlanger respekteret. Den berettigede mistanke om, at Jörg Haiders sindelag er ude af overenstemmelse med de helt grundlæggende principper, efterkrigstidens Europa bygger på, kan ikke vaskes væk med ord. Som den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright, der bakker op om aktionen, har udtrykt det, er det helt uacceptabelt, at Jörg Haider kommer med dybt krænkende udtalelser den ene dag, undskylder dagen efter - og derefter fortsætter som om intet var hændt. Derfor er der brug for, at EU-landenes regeringer står sammen, holder Østrig under skarp observation og skrider ind over for enhver tendens til krænkelse af den erklæring, regeringen selv har afgivet. I Danmark har fristelsen til at bruge sagen i det indenrigspolitiske spil, efter at den østrigske regeringsdannelse blev en realitet, imidlertid været for stor. Venstres leder Anders Fogh Rasmussen har siden da skiftet holdning i sagen to gange: Først opbakning til statsministeren. Så krav om ensidig dansk opsigelse af sanktionerne - og så igen en noget tvetydig afvisning af, at Danmark skal gå enegang i spørgsmålet. De Konservatives EU-ordfører Pia Christmas-Møller har meget fantasifuldt ligefrem beskyldt statsministeren for at deltage i et "socialdemokratisk komplot". Vi gad nok vide, hvad hendes partifæller i Frankrig og Spanien siger til denne udtalelse. Venstres holdning er dybt uansvarlig. De Konservatives nærmest meningsløs. Venstre snor sig uden om det faktum, at dansk enegang før som nu, ville blive brugt som støtte til regeringsdannelsen i Østrig. Som en hvidvaskning af Jörg Haider og hans holdninger. De Konservative ser stort på, at adskillige borgerlige stats- og regeringschefer har optrådt som de ivrigste fortalere for aktionen mod Østrig. Frankrigs konservative præsident Chirac, den konservative, spanske regeringsleder, Aznar, den liberale, belgiske ministerpræsident Guy Verhofstadt - og Norges borgerlige regering. Alle har de sammen med Europas socialdemokratisk ledede regeringer taget afstand fra Jörg Haider og fra deres partifællers samarbejde med hans parti. Ikke som borgerlige politikere, men som forsvarere for demokrati, menneskerettigheder, beskyttelse af mindretal og bekæmpelse af racisme og fremmedhad. Det forsvar står socialdemokrater og borgerlige sammen om i resten af Europa. Men ikke i Danmark. Den borgerlige oppositions reaktioner står således i skærende kontrast til den politiske anstændighed sagen er blevet behandlet med i de andre lande. Det er værd at huske, at også i alle de andre europæiske lande finder man oppositionspartier, som hellere end gerne vil drille deres siddende regering. Alligevel finder man bred opbakning til aktionen mod Østrigs nye regering. Opbakningen udtrykker en meget sympatisk forståelse for, at ikke alting kan reduceres til et spørgsmål om partitaktiske manøvrer og stræb mod regeringsmagten. Der findes svære spørgsmål, som kræver ansvarlighed og anstændighed - også af oppositionen. Den form for politisk anstændighed i svære sager kunne vi også have brug for her i Danmark. Alternativet er skræmmende. Det består i et frit fald mod et politisk debatniveau uden værn mod den populisme, der fralægger sig ethvert ansvar for udviklingen, påstår at kunne løse alle problemer med et snuptag og har mistænkeliggørelse af modstanderen som sit fremmeste politiske mål. Den danske offentlighed har fortjent bedre. Der er svar i form af en leder onsdag den 16 februar
samt et læserbrev |