|
Hermed denne måneds nyhedsbrev, som bringer mange nye initiativer fra
vores regering, som der skal tages stilling til i det kommende Folketingsår.
Lykketoft fremlagde den 31. august regeringens Finanslovsforslag for år
2000, der trods de seneste 7 års fremgang i dansk økonomi og meget
flotte kommentarer fra udlandet, foreslår besparelser på 6 milliarder.
Begrundelsen for denne besparelse er langsigtet, idet vi har truffet en
beslutning om, at vi ikke vil efterlade den danske økonomi som en klods
om benet til vores efterkommere, sådan som vi selv har overtaget mange års
borgerligt overforbrug. Derfor er dette forslag til Finanslov et meget
ansvarlig oplæg for Danmarks husholdningsregnskab.
De umiddelbare reaktioner fra de mulige forligspartier i Folketinget har været
meget positive, så det ser ud til, at der er gode politiske muligheder
for at få et såkaldt "kludetæppe" forlig i hus. Der er dog
nogle områder, som kan skabe problemer.
Der er lagt op til besparelser på U-landsbistanden på 800 mio og senere
skal en del af de penge, som skal bruges i Kosovo hentes på
u-landsbudgettet hos de fattigste, hvilket jeg ikke mener er rimeligt,
idet vi må påtage os et socialt ansvar ikke bare herhjemme, men særligt
globalt og i de aller fattigste lande.
På uddannelses området vil det især blive voksen- og efteruddannelse (VEU),
der står for skud. I Socialdemokratiet ønsker vi at bevare VEU som en
del af vores samlede uddannelsespolitik, men vi ønsker at arbejdsgiverne
skal tage større del i dette ansvar for medarbejdernes løbende
personlige opkvalificering.
Som der blev talt om på vores nylig vel overståede kongres i Odense, er
det vigtig, at vi får diskuteret, hvad vi vil med velfærdsstaten. Vi har
på ingen måde råd til ikke, at reorganisere det vi har i dag. Vores
velfærdsmodel må være en solidarisk model sådan, at vi plejer og
passer dem, der ikke selv kan klare sig. Vi andre må benytte os af tilkøbs
muligheder hos det offentlige.
Jeg mener at grundlæggende uddannelse og mulighed for en videregående
uddannelse må være "gratis" uanset, hvad vi kommer fra. Og
ikke som vi har set for nylig at i en skoleklasse, måtte hver elev betale
16.500 kr. for en computer for, at kunne deltage i undervisningen - det
kan simpelthen ikke være rimeligt!
Vi skal alle have mulighed for at benytte vores sundhedsvæsen uden at
skulle frem med tegnebogen. Vi kan(og skal) i denne forbindelse godt
diskutere grænser - skal plasticoperationer o.l. betales med tilskud fra
det offentlige ? Der skal arbejdes for at det frie sygehus valg bliver let
overskueligt, således at hospitalerne er i en form for intern
konkurrence, hvor det ikke kan være særlig interessant at være nr. 1 på
listen over lange ventetider.
Endelig blev det også på kongressen aftalt, at det næste år skal
bruges til at debattere vores EU-forbehold især til EURO'en, men også
til de andre forbehold. Sidstnævnte mener jeg dog ikke, at man kan tage
stilling til endnu, da vi ikke ved, hvad der kan opnås enighed om. Derfor
er det vigtigt, at vi i den kommende debat holder hovedet koldt og ikke
lader os trække med af løse forklaringer og skrækkampagner, men bruger
tid på at finde ind til kernen.
På den udenlandske front sker der ligeledes meget. I øjeblikket er
Kosovo ved at blive genopbygget, hvor vi støtter og hjælper dem med at få
opbygget et demokratisk samfund, hvor politi og retsvæsen kan fungere
efter nogle sunde principper. Endnu engang viser vi fra dansk side, vores
evner indenfor denne form for udenrigspolitisk arbejde. Både som ledere
af demokratiseringsprocessen og som leder af uddannelse af politiet sidder
der danskere på posterne.
Jeg glæder mig til at se jer i forbindelse med efterårets
generalforsamlinger. Desuden har Kredsformand Frank Jørgensen og jeg igen
valgt et par datoer her i efteråret, hvor I kan besøge mig på min
arbejdsplads i Folketinget.
Så på gensyn.
Helle
|
|