I SøndagsPolitiken den 23 maj 1999 var der en artikel:

Venstrefløjen er for længst død

Med Kosovo-aktionen har venstrefløjen som samlende begreb endegyldigt mistet sin eksistensberettigelse

Af Martin Rossen, stud.scient.pol. og international sekretær i DSU.

Helle Degn besvarede dette indlæg samme dag kl.17:30 med følgende indlæg. Klik her..

Her kommer artiklen, som den blev publiceret på net.dialog/Politik generelt den 23 maj 99 kl.15:31

Kosovo og venstrefløjens død

Af Martin Rossen, stud.scient.pol og international sekretær i DSU

Vi har set det før. Den danske venstrefløj adskiller sig markant fra sine søsterpartier i det øvrige Europa. Verdenssamfundets svar på konflikten i Kosovo er det seneste vidnesbyrd om at, venstrefløjen som samlende betegnelse - i en dansk kontekst - ikke længere giver megen mening. At være venstreorienteret er tilsyneladende noget andet i Danmark end i f.eks. Storbritannien og Tyskland, hvor ledende politikere såsom Paddy Ashdown, Tony Blair, Joschka Fischer og Daniel Cohn-Bendit, helhjertet støtter op om den militære aktion i Kosovo. Hovedparten af den europæiske venstrefløj, anser den nuværende kamp i Kosovo som en kamp - for venstrefløjens egne værdier. På tærsklen til det 21. århundrede har den moderne venstrefløj valgt en vej, hvor moral og etik har ændret den globale dagsorden, hvorfor - såvel vores politiske som vores militære engagement - ikke længere alene lader sig begrænse til territoriale og økonomiske interesser, men derimod også omfatter kamp for menneskerettigheder og demokrati.

Ikke desto mindre er vi i Danmark fortsat belemret med en fortidens venstrefløj, hvis holdbarhedsdato er overskredet forlængst. Forskellene mellem det "nye venstre" og den "gamle" venstrefløj er mange og velkendte, og omfatter såvel synet på individet vs. kollektivet, rettigheder vs. pligter, staten vs. markedet og nationalstaten vs. internationalisme, og sidst men ikke mindst; ord vs. handling og ansvarlighed vs. ansvarsløshed. Den yderste venstrefløj er desværre reduceret til en "imod alt og nej til resten"- cocktail, bestående af en lang række aldrende, fremtidsforskrækkede, stærkt konservative og nationalt selvtilstrækkelige dinosaurer, der med NATO-aktionen på Balkan har genfundet livslysten og troen på deres egen berettigelse i det politiske billede, personificeret af Keld Albrechtsen og forfatter Jørgen Knudsen.

For den moderne venstrefløj må holdning nødvendigvis følges af handling, uanset hvor svær og umiddelbart overskuelig såvel situationen som beslutningen virker. Baggrunden for den nye politiske skillelinje på venstrefløjen er for alvor blevet åbenlys efter Murens fald, hvor militære konflikter i stadig mindre omfang udspiller sig mellem nationer. Vor tids kampe er rykket i læ af nationalstaternes "trygge" grænser. Venstrefløjens dilemma er åbenlyst. Hvad skal demokratiske lande, der værner om og tror på værdien af universelle menneskerettigheder, stille op overfor et land som Serbien (eller Irak m.fl.), der så åbenlyst undertrykker et mindretals rettigheder? Dilemmaet opstår stadigt hyppigere: En nationalstats drab på egne statsborgere er muligvis et alment menneskeligt anliggende, men folkeretligt er det et nationalt anliggende. Spørgsmålene er mange og vores tvivl forståelig. Med andre ord: En problemstilling uden lette løsninger og klare svar, men derimod præget af mange modstridende hensyn.

NATO’s militære intervention i Kosovo vidner om, at militær magt kan udgøre det mindst ringe - og det mindst ønskede, - men i nogle situationer det eneste tilbageværende svar på meget grove brud på menneskerettighederne. Ikke desto mindre kan man konstatere, at den "gamle" venstrefløj tager skarpt afstand fra den militære intervention. Begrundelsen er, at NATO bidrager til en yderligere svækkelse af de Forenede Nationer. Bekymringen er reel, idet NATO’s angreb på Den Jugoslaviske Forbundsstat ikke er funderet på et klart FN-mandat. Dette forhold er problematisk. Venstrefløjen - såvel den "gamle" som den "nye" og moderne - har traditionelt været fælles om troen på, at verden hverken vil blive bedre, mere stabil, mere demokratisk eller til gavn for små lande, hvis en eller flere stormagter kan regere - uden FN’s og dermed verdenssamfundets legitimitet. Ikke desto mindre er vi til tider - som nu på Balkan - stillet overfor svære valg, og dilemmaer der sætter vores tålmodighed og venstreorienterede idealer og principper på prøve. Dertil skal det bemærkes at, NATO i forhold til krigen i Bosnien, først fik Ruslands støtte til de militære operationer - og dermed det fornødne FN-mandat, - da omkring 250.000 mennesker havde mistet livet.

Det bør være klart for enhver, at alternativet til krig ikke nødvendigvis er fred, men derimod meget vel kan være vold og undertrykkelse, hvorfor undtagelser som den der udspiller sig i Kosovo er både berettiget - men så sandelig også påkrævet. Derfor tilslutter jeg mig FN’s generalsekretær, Kofi Annan, når han understreger, at FN ikke må blive et skalkeskjul for massemordere og dem, der gennemfører etniske udrensninger.

Venstrefløjen må i visse tilfælde indstille sig på, at når juraen støder sammen med moralen og vores egne menneskerettighedsidealer, at være parate til at fravige det globale retsgrundlag - og efterfølgende søge at revidere det - i humanismens navn. At kunne ønske sig tilsvarende handlekraft i tilfælde hvor menneskerettighedsovertrædelserne har færre tv-linser som vidner, befinder sig lidt længere væk og i øvrigt ikke kan fange vestens interesse(- r) er ingen undskyldning for ikke at handle når muligheden foreligger.

Ikke desto mindre stiller NATO-aktionen krav om eftertanke. Særligt venstrefløjen har et ansvar for at medvirke til, at det globale retsgrundlag kan indrettes til den nye verdensorden. Danmark, der har optrådt modigt og loyalt i en svær situation kunne passende, som et lille land der nyder international respekt og besidder en stærk tro på FN’s essentielle funktion og behovet for en global retsorden, tage initiativ til en sådan fremtidssikring af Folkeretten. Den moderne venstrefløjs indstilling bør være klar; menneskeliv er vigtigere end jura, og NATOs reaktion var den eneste mulige, men grundlaget for tilsvarende aktioner i fremtiden skal forbedres.

Et socialdemokratisk regelsæt for fremtidige humanitære aktioner, centreret om såvel respekten for FN som viljen til at forsvare FN’s menneskerettighedskonventioner, må som minimum omfatte:

1. Menneskerettighedskrænkelserne skal være af vedvarende og systematisk karakter.
2. FN’s Sikkerhedsrådet skal være søgt samlet omkring en resolution og et mandat- uden held.
3. Alle andre instrumenter skal være afprøvet, omfattende økonomiske, politiske og diplomatiske tiltag - uden held.
4. Aktionen skal have et klart mål - af humanitær karakter.
5. Aktionen skal nyde opbakning af og gennemføres af en multilateral kreds af lande.

Afsluttende skal det dog bemærkes, at moral og kampen for menneskerettigheder tilsyneladende fortsat har sine grænser. Således er det tankevækkende at "vores", vestens humanisme, ikke rækker til en indsættelse af landtropper på Balkan. Med andre ord har den vestlige verden bevæget sig til at indtage moralske positioner i international politik, men ønsker fortsat ikke at løbe den moralske risiko. Jeg tillader mig at påpege, at de etniske udrensninger foregår på landjorden…

Forklaringen på modviljen imod at ofre egne liv er mangesidet, men skal givetvis søges i sammenstødet mellem det politisk-militært optimale og det real-politisk og demokratisk mulige, som - stadigvæk - tilsiger at alene den nationale sikkerhed kan retfærdiggøre, at lade egne borgere dø i kamp.

Hermed har jeg søgt, at skitsere implikationerne for venstrefløjen af en ny verdensorden, nye globale spilleregler - eller mangel på samme, og dilemmaet mellem nationens- eller verdenssamfundets ret. Konsekvenserne er omfattende, og gør det klart, at venstrefløjen som et samlende begreb med Kosovo-aktionen endegyldigt har mistet sin eksistensberettigelse.

Svar fra Helle Degn:

Kære Martin !

Tillykke med det flotte indlæg. Bliv endelig ved - skriv også til Information og Weekend Avisen. Din argumentation er helt på linie med den jeg selv har brugt i Folketingsgruppen og fået fuld opbakning til. Og hvor er det sørgerligt at se Holger K. og Keld Albrechtsen og alle de gamle intellektuelle stille sig op og være så bagkloge.

Det næste du også kunne skrive lidt på er Køln topmødet hvor der skal diskuteres EU-Krisestyrings retningslinier. Giv vores Statsminister et par gode råd med derned. Selv har jeg på det første åbne Europaudvalgsmøde i Folketingets historie benyttet lejligheden til at foreslå vores regering at stille forslag om at alle EU-lande opretter en "Rapid Reaction Force" - et civilt modstykke til den militære styrke som jo allerede er ved at finde sin form. Men det er igen det med nytænkningen - altså den civile krisestyring det kniber med at få sat i gang. Det ville være så flot hvis det var vores regering som kom med denne ide, som jeg bl.a. selv startede da jeg fungerede som minister i Udenrigsministeriet og som vi fra dansk side i den grad har god gavn af nu.

Tag konkret fat om de gode råd du synes vi skal have med når vi skal diskuterer retningslinierne for den fremtidige Krisestyring i EU. Glem de gamle spøgelser med Europahær og WEU. Dette er gammelt godt som på det smukkeste blev passeret på Washington mødet om NATO` s fremtid i samspil med EU og OSCE.

M.v.h. Helle Degn./M.F.