På konferencen Net.Dialog/Medlemsdialog den 21 maj 1999 var der et indlæg:

Den danske model

Af Erhvervsminister Pia Gjellerup

Helle Degn besvarede dette indlæg den 23 maj 1999 kl.17:43 med følgende indlæg. Klik her..

Den danske model

[Pia Gjellerup refererer i starten til andre indlæg i konferencen, som ikke er medtaget her]

Carsten Linding peger på, at den danske aftalemodel er under pres - både p.gr.a. konflikter, det samlede samfund ikke kan tåle, og p.gr.a. arbejdsmarkedsdirektiver fra EU, der gennemføres i dansk lovgivning.

Jeg synes, at det er rigtigt at se på de vanskeligheder, som vores måde at arbejde med arbejdsmarkedet på giver i disse år. Omvendt er jeg meget enig med Kasper W. Pedersen, når han maner til grundig eftertanke. Når der er nogle problemer, er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke stadig er den bedste måde at organisere problemløsningen OG udviklingen på. Flere andre lande har faktisk - bl.a. takket være vore mange drøftelser i EU om aftaleimplementering, som det så smukt hedder, fået stadig større interesse for vores måde at klare tingene på. Samlet, tror jeg, at de positive sider langt overstiger de vanskeligheder, der også er.

Der er tre emner, som det kan være godt at vende.

Først storkonflikten sidste år. Hvorfor kom den ? Der er mange forklaringer, og hver har sin favorit, men der er i hvert fald tre stykker, der skal med i billedet. Proppen går af flasken engang imellem. Det sker ikke ofte, men det er gennem de sidste 50 år sket med 10-20 års mellemrum. Det er vist nok hver gang sket ved toppen af danske konjunkturforløb. Arbejdsgiverne ser først - og vil helst bruge argumentet med styrke - at der er en vis afmatning i tempo og styrke i den økonomiske udvikling. Ikke plads til lønstigninger siger de. Lønmodtagerne ser de store overskud i virksomhederne og sætter følgelig næsen op efter at få deres luns. Så de forlanger faktisk mere. De ser det høje niveau og forestiller sig, at vejen fortsætter opad. Så har vi konflikten. Sidste år skete der også det, at DI valgte at holde hele forhandlingsforløbet i et jerngreb, spille på valg og regeringsskifte mv. Det tirrer naturligvis både medspillere og modspillere, som let kan reagere med at slå igen. Helt galt blev det dog, da DI - i øvrigt i modsætning til kendsgerningerne - gik ud med jubel i stemmen for at fortælle, hvor lidt lønmodtagerne havde fået ud af anstrengelserne. Det er muligt, at deres bagland i en kort stund var glade for deres forhandlere, men alle de lønmodtagere, der skulle stemme, følte sig da noget til grin, hvis de ikke meget grundigt fik læst afstemningsmaterialet. Så meget mere paradoksalt er det, at industrien ikke har talt om andet, end den frygtelige lønudvikling siden. Den ligger lidt højt i niveau sammenlignet med vore konkurrenter, men det havde dog været bedre at spille et mere ærligt spil. Så havde den danske model og fremtiden været mindre presset. Men vi kommer da forhåbentlig tilbage på sporet. Det var ikke modellen, der var noget i vejen med. Det var timing og kyndighed. Næste gang vil alle gøre sig en tand mere umage.

Dernæst sygeplejerskekonflikten. Her er der tale om en gruppe, der måske var kommet ud af trit i lønudviklingen på et tidspunkt. Men hvad var årsagen. Sygeplejerskerne havde i et langt forløb satset meget mere på udbygning af deres arbejdsområder og på forøgelse af deres faglige indplacering end på deres lønmæssige forhold. Nu sadler de om. Det er svært at få til at foregå helt gnidningsfrit i forhold til andre og store - og lige så ansvarlige - grupper af ansatte i det offentlige. Sygeplejerskerne har i de sidste fire år haft en lønstigningstakt, der overstiger alle andre grupper med næsten det dobbelte. Det kan godt være, at der stadig er en eller anden ubalance, men man har selv haft en væsentlig del af ansvaret for, at den er opstået, og alle de andre grupper har vist deres solidaritet igennem de senere år. Men alle har jo en grænse. Det er den, vi er stødt ind i år. Mon ikke der også på dette område vil vise sig en god gang besindelse i de kommende år. Der er brug for det for patienternes og sundhedsvæsenets skyld.

Endelig er der EU-forholdene. Det var svært i begyndelsen. Vi kom anstigende med noget, der var temmelig ukendt de fleste steder. Parternes forhandling ? Parternes suveræne beslutninger ? Det gav anledning til mange spørgsmål og hovedrysten og til beslutninger, som var vanskelige for os at få håndteret bagefter. Men EU er faktisk et samarbejde, hvor der er meget stor vilje til at prøve at forstå, om der er nogle væsentlige ting for nogle af landene at tage hensyn til. Det er også tilfældet på dette område. Der er oftere og oftere taget hensyn til vores særlige forhold, når der spilles ud. Og hvis det er glemt, så er det ikke så vanskeligt at få rettet som før. Man ved det godt. Og man ved, at vi er meget omhyggelige med at følge præcist op sammen med parterne. Så selv om der hele tiden vil være udfordringer og vanskeligheder - sådan er det i ethvert godt ægteskab - så er vi ved at have slebet kanterne af. Den danske model er blevet en smule rundere (!) og EU viser sig som et demokratisk samarbejde, hvor der også tages vidtgående hensyn til dem, der ikke bare har magten og flertallet. Det er vel i grunden ikke så dårligt.

Det blev langt, men det er jo både spændende og principielt - også her i året, hvor en månedlang strejke og storlockout førte til skabelsen af den danske model - for nøjagtig 100 år siden. En livskraftig - men lidt rundere dame - med 100 års erfaring og kræfterne til at skabe og udvikle, men også med evnen til at tage imod de slag, som livet nu engang giver.

Mange hilsener

Pia G.

Svar fra Helle Degn:

Kære Pia !

Det var bare godt at du gav dig tid og plads til at argumenterer så flot hele vejen rundt om sagerne.

Det kan vi alle bruge i den kommende tid.

Så stor TAK.

Hilsen fra Helle.