1maj97 helle degn1 maj 97 Værløse: Solidaritet mellem mennesker..(tekst)

Vores 1. Maj dag er en global festdag.

Vi mødes denne morgen for at feste for det vi tror på solidariteten med andre mennesker.

Vi mødes for at udtrykke vores solidaritet med andre mennesker, det være sig de mennesker som vi ser kæmper i Albanien, eller de mennesker som kæmper mod vold, tyrani og undertrykkelse i Kina eller Tyrkiet, Burma eller i Iran.

I Danmark lukker vi ikke vores vinduer for andres lidelser, men vi påtager os gerne vores del af opgaven - at stå op imod diktaturet på meninger, på religion eller det der kommer af penge, korruption eller mafiaer.

Hvis I var inde på samme TV kanal som jeg var på igår så i indgraveret på en skamstøtte, som skal sendes til Hong Kong: " De gamle kan ikke dræbe de unge for evigt". Billedet af manden der alene stillede sig op overfor en tank på Tien an Minh pladsen står lige så klart på nethinden, som billederne fra Vietnam krigens rædsler.

Billederne af folk der i Albanien kæmper for livet og demokratiet - imod politisk økonomisk korruption, det er dem vi gerne vil støtte, når Folketinget i morgen skal stemme om at sende de 65 Jens`er til Albanien. Ikke for som Enhedslistens Søren Søndergaard skrev det i Det Frie Aktuelt i går, at hjælpe Sali Berisha, men for at hjælpe med at få stoppet anarkiet og få Albanien op på sporet efter 50 års diktatur.

Denne 1. Maj er også dagen hvor englænderne om......en halv time kan gå til stemmeboksene og gøre op med 18 års Tatcherisme. Lad os ønske for vore engelske venner at Tatcherismen må få dødsstødet i dag. Tatcherismen efterlader i sit kølvand hver fjerde englænder tæt på fattigdomsgrænsen.

Her ses lærerstykket , skræmmeeksemplet på Minimalstats modellen, som det kun er Venstre og det yderste højre der stadig fremturer med her i Danmark.

Venstres finanslov udspil for 1996 var intet mindre end en skandale og 20 mia. i ufinansierede skattelettelser. Alle skatte arrangementerne som vi afskaffede i 1993 og efter Anders Fogh Rasmussen`s huseren i skattejunglen - ja, dem vil Venstre naturligvis genindfører, der kan læses sort på hvidt i "Venstres Værste".

Venstres Værste er lavet efter at de nu i et par uger i store dagblads annoncer er fremturet med at regeringen overhovedet ikke havde styr på økonomien i Danmark.

Men, men, men ... efterfølgende måtte Uffe Ellemann gå til bekendelse, og han kan citeres for følgende udtalelse: " sandheden ligger nok et sted på midten". Men så er det bare så ærgerligt at det aldrig er lige der vi finder Venstre i arbejdet i Folketinget.

Han vil helst kaste snører ud, og helst så langt ud til højre at det han kan få fat i kun er Fremskridts partierne. Og der finder han jo ikke os. Vi har et helt andet projekt.

Vi vil ruste Danmark til, og i forandringen - Danmark skal være på hold, ikke kun i fodbold, men også på hold med de bedste samfund.

Danmark år 2005 - satser på at vi skal betale miljøgælden og rente gælden. Og vi er godt på vej. Med f.eks. en reduktion af f.eks. svovludledningen på 70 %, er vi på rette vej. Og vi skal videre i opgøret med miljøgælden. Vand og jord skal renses.

Med en reduktion af arbejdsløsheden og en ambition om 100.000 flere jobs, så er vi godt på vej. Forløbig har vi skabt 42.000 nye jobs i den private sektor.

Vi vil gå videre ad denne vej.

Med en halvering af de langtidsledige er vi et godt skridt på vej.

Med 120.000 flere pasnings tilbud til vores børn er vi på rette vej.

Med 3,5 mia. kr. lagt ekstra ind i sygehusvæsnet og 42.000 flere operationer er vi godt igang.

Og med udsigten til balance i det offentlige husholdnings regnskab er vi igan med projekt " væk med rentegælden".

Gælden skal reduceres og ikke overlades til næste generation. Fattigfirserne trak økonomien den gale vej med minimalstatsmodellen. Vi skal nu i den kommende tid til at finde partnere inde i Folketinget til Finanslov 98.

Her ligger en stor udfordring til Venstre og Konservative og imellem dem indbyrdes. Deres indbyrdes kævl vil vi lade dem selv om. Men der ligger sandelig også en udfordring til og hos SF og hos Enhedslisten. Vi synes at de klarede det flot i samarbejdet om 96 - finansloven.

Sammen skal vi igen ha` verdens bedste sygehusvæsen og verdens bedste folkeskole. Vores projekt er derfor en opfordring til samarbejde mellem alle de partier der vil være med til at skabe " Danmark som foregangs land", og til at udvikle den "danske model", som man udenfor Danmark ser op til.

Vores tryghed og sikkerhed og frihed sikres først og fremmest med de politiske og økonomiske midler. EU spiller derfor en central rolle i det spil for hver eneste dansker.

EU - er ikke løsningen, men kampplads, hvor vi skal forfægte vores politiske holdninger og krav til løsninger. De heftige teknologiske tigerspring globaliseringen kræver, ikke mindst af et lille land som vores, skal vi dels forstå og dels forstå at håndterer.

Samspil og partnerskaber mellem lande og mellem erhvervsliv og den offentlige sektor - bliver løsningen. Samarbejde og ikke konfrontation er kodeordet. En fælles udvikling af kvalitet i uddannelse, i sundhed, i ældreomsorg og børnepasning, det kræver at vi sammen arbejder på dette mål.

Regeringspartierne har inviteret med deres udspil og oplæg " Danmark som foregangsland".

Ha` en rigtig god 1. maj-dag.

LogoRose.gif (918 bytes)

Ajourført/Updated: 22. januar 2003 / Webmaster - ©Brug af billeder kræver Helle Degns godkendelse